til forsiden

Samværsregler for alle ledere og hjælpere i DDS.

Sammensætningen af ledere
Der skal være mindst en leder af hvert køn på holdene, i de tilfælde hvor det på nogen måde kan lade sig gøre.
Der skal være mindst en leder af hvert køn med på udflugter – ellers aflyses udflugten. Der skelnes ikke mellem en-dags-arrangementer og deciderede lejre.
Vi tilstræber, at der – i tilfælde hvor seniorer skal fungere som ledere (fx i patruljer)- skal være en af hvert køn i hver gruppe/patrulje.

Omgangstonen i kredsen
Vi skal være opmærksomme på, hvordan vi taler til hinanden:
leder til leder, leder til børn, børn til børn.
Vi skal være opmærksomme på de reaktioner, vores talemåde medfører.

Opførsel, væremåde og ansvar
Kredslederen har det overordnede ansvar for, at vi i fællesskab overholder samværsreglerne. Det er også ham/hende, der i sidste ende tager de nødvendige forholdsregler, hvis der sker noget uhensigtsmæssigt.
Vi skal være opmærksomme på, at vi generelt er forbilleder – både i og uden for DDS.
Hvis der sker overtrædelse af gældende lovgivning skal kredslederen informeres direkte, og han/hun tager i samråd med bestyrelsesformanden de nødvendige forholdsregler. ALLE HUSKER tavshedspligten.

Fysisk kontakt og krænkelse af blufærdighed
Vi skal stadig udvise omsorg over for børnene i DDS!
Når børnene skal puttes skal vi være 2 ledere til stede, når det er muligt.
Opstår der situationer, hvor man er ene leder med et barn/flere børn, er det vigtigt, at det ikke foregår bag lukkede døre og lign.
Opstår der situationer, hvor man som leder har en fornemmelse af, at situationen måske vil kunne blive misforstået, er det vigtigt, at man informerer sine medledere straks samt barnets/børnenes forældre.

Forholdsregler ved badning og overnatning
Mht. badning (brusebad og lign.) bader drenge og piger altid hver for sig. Er der ledere med, skal der være mindst to ledere til stede.
Mht. overnatning sover piger og drenge hver for sig, hvor det er praktisk muligt.
Mht. overnatning skal der – i de tilfælde hvor lederne skal sove sammen med børnene – være mindst to ledere til stede.

Sociale elektroniske medier
Ingen ledere skal være venner eller andet på Facebook eller andre lignende sociale elektroniske medier med børn/unge, der er medlemmer af DDS. Kommunikation til medlemmer sker via e-mail eller på hjemmesider.
Ingen ledere skal være venner via SMS/mail med børn/unge. SMS-/mail-beskeder til børn/unge skal kun omhandle praktiske beskeder i forhold til DDS. SMS-/mail-beskeder fra børn/unge der omhandler andet end DDS, drøftes med det pågældende barn/ung ved førstekommende møde. Kredslederen kan evt. inddrages.